SLANGEREBET.
EFFEKT:
Tryllekunstneren viser et stykke reb på ca. 50 cm. frem for tilskuerne, holder det i den ene ende mellem pege og langfinger sådan, at rebet hænger nedad.
Du stryger med nogle magiske bevægelser ned over rebet, og pludselig bliver rebet levende som en slange!
Rebets nedhængende ende kryber op over og rundt om tommelfingeren, og bliver ved med at sno sig om tommelfingeren flere gange.
REKVISIT:
Hemmeligheden ligger i rebet, og selv om det hele ved første øjekast virker simpelt, skal du huske, at de enkelteste trick ofte er de bedste.
Du skal bruge et nylonreb på ca. 50 cm. samt en tynd sort sytråd der er lidt længere. Brænd nylonrebet i begge ender, eller bind en knude i enderne, for ikke at rebet skal trævle.
Sy den sorte sytråd fast i hver ende, så sytråden er 10 cm. længere end rebet. Du har med andre ord en cirkel, halvdelen reb, halvdelen sytråd.
FORKLARING:
Tricket skal præsenteres på en passende afstand af tilskuerne, og mod en mørk
baggrund (mørkt tøj), således at tråden der er fæstnet i rebet ikke ses. Sørg
for at lyset kommer forfra.
Placer rebet på dit tryllebord, og pas på at tråden ligger ud fra rebet, sådan at tråden ikke vikler sig rundt om rebet.
Tag rebet og vis det frem, men hold det ikke roligt i længere tid. Hold rebet mellem venstre hånds pege og ringfinger i dens ene ende, så tråden ligger indvendig i hånden (Fig.1).
Vis højre hånd tom, og stryg den ned over rebet et par gange.
Før på samme tid venstre hånds tommelfinger under tråden, og ret tommelen ud igen. Tråden går nu over tomlen (Fig. 2).
Næste gang du stryger ned langs rebet med højre hånd, tager højre tommelfinger fat i tråden. Højre tommel trækker derved tråden med sig, og får enden af rebet til at krybe op, og rundt om venstre tommelfinger.
Dette kan gentages, indtil du til slut kaster rebet til side.